Uddrag af døgnrapport 24. - 25. marts 2020

dato

Birkerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Birkerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tallerkentyv på spil

Helsingør: En 55-årig kvinde fra Helsingør blev tirsdag eftermiddag lidt efter klokken 14 sigtet for butikstyveri i Din Isenkræmmer i Prøvestenscentret. Kvinden havde stjålet nogle tallerkener.

Tøjtyv i Kvickly

Frederikssund: En 15-årig ung kvinde fra Jægerspris stjal tirsdag eftermiddag omkring klokken 15.30 noget tøj i Kvickly. Pigen blev sigtet for tyveriet, og hendes forældre samt de sociale myndigheder blev underrettet om sagen.

Spritbilist uden kørekort

Græsted: Klokken 15.46 tirsdag eftermiddag kørte en 55-årig mand fra Græsted ad Præstevejen, hvor han blev standset af en patrulje. Det viste sig, at den 55-årige tidligere var frakendt sit kørekort og, at han var påvirket af spiritus ud over det tilladte, når man skal køre bil. Manden blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden samt spirituskørsel. Han blev taget med på hospitalet for at få taget en blodprøve, der skal fastlægge hans nøjagtige promille.

Unge vejledt om ophold i det offentlige rum

Farum/Birkerød: En gruppe unge blev tirsdag eftermiddag klokken 11.55 vejledt om reglerne for ophold og færden i det offentlige rum, da de spillede fodbold på en legeplads ved Bybækterrasserne. Også i Birkerød blev en gruppe unge omkring 16.30-tiden vejledt om ikke at benytte skaterbanen på Bistrupvej. 

Ild i brændestabel

Dronningmølle: Tirsdag eftermiddag gik der ild i en brændestabel på Skovvænget, hvor en 71-årig mand havde brændt noget ukrudt i en indkørsel af. Her røg der nogle blade med ild eller gløder ind under brændestablen og antændte denne. Ilden blev hurtigt slukket og den 71-årig mand blev sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven.

To mænd overfaldet

Helsingør: To mænd blev tirsdag aften omkring klokken 20.20 overfaldet af flere gerningsmænd ved Nygaard Skole. De to mænd er en 41-årig mand fra Hillerød samt en 27-årig mand fra Vejby, som begge blev kørt til behandling på hospitalet efter overfaldet. De to mænd har ikke ønsket at give oplysninger om sagen til politiet.

Bil udsat for hærværk

Dyssegård: En bil, der var parkeret på Søborg Hovedgade, er mellem klokken 19.00 og 22.50 tirsdag aften blevet udsat for hærværk, idet en ukendt gerningsmand har kastet en chaussesten gennem bagruden. Også Det Lille Hotel på Søborg Hovedgade har været udsat for hærværk. Her er der kastet fliser gennem to ruder.

Sprit- og narkobilister standset

Allerød: En 33-årig mand fra Allerød blev klokken 00.55 natten til onsdag standset og sigtet for spirituskørsel, da han kom kørende ad Kongevejen. Manden blev taget med på hospitalet for at få taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige promille. På Prins Valdemars Allé blev en 22-årig mand fra Allerød standset, da han kom kørende klokken 02.20. Den 22-årige havde ikke noget gyldigt kørekort og var påvirket af Cannabis. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret samt kørsel under indflydelse af euforiserende stoffer og taget med på hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve, der skal fastlægge hans påvirkelsesgrad.

 

Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 24.-25. marts 2020

Kilde: Nordsjællands Politi