Birkerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Passager uden gyldig billet ville ikke oplyse navn, Lyngby
Klokken 08.39 anmodede DSB om politiets assistance til at få konstateret identiteten på en mandlig passager, der havde rejst uden gyldig rejsehjemmel, og som ikke ville oplyse sine generalia. En patrulje blev sendt til Lyngby Station, hvor personale fra DSB samt den mandlige passager befandt sig, og politiets tilstedeværelse resulterede i, at DSB blev gjort bekendte med, hvem manden var. Det viste sig at være en 20-årig mand fra Hellerup, der fik en afgift af personalet fra DSB.
Klokken 11.30 blev en 56-årig mandlig motorcyklist fra Vanløse standset og kontrolleret på Hillerødmotorvejen i Farum i nordgående retning. Her viste det sig, at han ikke havde et motorcykelkørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.
Fik stjålet mobiltelefon i indkøbscenter, Hellerup
Klokken 13.32 anmeldte en 22-årig kvinde fra København, at hun klokken 13.20 havde fået stjålet sin iPhone X i indkøbscenteret Waterfront. Den 22-årige havde siddet ved et bord, da en fremmed mand havde henvendt sig og spurgt om penge til en burger, imens han havde lagt et blåt menukort over bordet. Manden havde derefter skyndt sig væk, og kort efter kunne den 22-årige konstatere, at hendes telefon nu var væk.
Manden beskrives som: mand, østeuropæisk af udseende, 170-175 cm, almindelig af bygning, med sort kort hår. Gik med et blåt menukort. Var iført grå langærmet trøje, mørke bukser og sorte Nike-sko.
Klokken 16.09 blev det anmeldt, at der var sket et harmonikasammenstød på J. F. Willumsens Vej, hvor fire biler var indblandet.
Ved politiets og de øvrige myndigheders ankomst kunne det konstateres, at der ikke umiddelbart var sket personskade, men nogle af bilerne var en smule medtagede.
Færdselsuheldet var formentlig sket ved, at en 38-årig mandlig bilist fra Jægerspris skulle bremse, idet der var opstået kø foran hans bil, og i den forbindelse gled hans fod på bremsen, hvorved han med cirka 30 km/t påkørte en forankørende bil, som blev skubbet op i en tredje bil, og denne tredje bil blev skubbet op i en fjerde bil. Den 38-årige blev i den forbindelse sigtet efter færdselslovens bestemmelser.
Færdselsuheld, Charlottenlund
Klokken 16.22 skete der et færdselsuheld i krydset Skovgårdsvej/Klampenborgvej. En 53-kvindelig bilist fra Birkerød kørte ad Skovgårdsvej og ind i krydset ved Klampenborgvej, hvor hun overså en 30-årig mandlig cyklist fra København, der cyklede i østlig retning ad Klampenborgvej. Cyklisten påkørte derved venstre side af bilen og faldt ind over bilens køler. Cyklen led stor skade, mens cyklisten umiddelbart slap med mindre fysiske skader. Bilisten blev i forbindelse med uheldet sigtet efter færdselslovens bestemmelser.
Kørsel uden førerret, Slangerup
Klokken 17.25 blev en 52-årig mandlig bilist fra Ølstykke standset og kontrolleret på Hørup Skovvej. Her viste det sig, at han sad bag rattet, selvom hans førerret var administrativt inddraget.
Butikstyveri, Frederiksværk
Klokken 17.47 anmeldte personalet fra Kvickly, at de stod med en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle en taske samt noget kød for 1.044 kroner, og at butikstyven nu ikke ville oplyse sit navn. En patrulje blev derfor sendt til stedet, hvorefter det blev konstateret, at den formodede butikstyv var en 42-årig mand fra Frederiksværk.
Sigtet for at køre på tunede knallerter, Ølstykke
På Svestrupvej blev to unge knallertkørende 16-årige mænd fra Roskilde standset af en patrulje klokken 17.50, idet patruljen havde en formodning om, at de to knallerter var konstruktivt ændrede. Det blev konstateret, at de begge kunne køre hurtigere end det tilladte, og de to unge mænd modtog derfor begge sigtelser for forholdet.
Kørsel uden førerret, Frederiksværk
Klokken 17.50 standsede en patrulje en 30-årig mandlig bilist fra Frederiksværk på Skovbakkevej. Han havde ikke erhvervet sig førerretten til den bil, han kørte i, hvilket han modtog en sigtelse for.
Kørsel uden førerret, Allerød
På Banevang traf en patrulje klokken 19.05 en 35-årig mandlig bilist fra lokaområdet. Han kunne ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han ikke havde erhvervet sig et sådant, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.
Brand i skurvogn, Kgs. Lyngby
Klokken 19.09 blev det anmeldt, at der var brand i en skurvogn på Stengårds Alle. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der var kraftig røgudvikling og flammer. De omkringliggende bygninger blev evakueret, mens slukningsarbejdet pågik. Klokken 19.22 blev det meldt, at branden var slukket.
Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ukendt.
Knallertkørsel til ulempe, Ølstykke
Ifølge flere anmeldelser, som indløb omkring klokken 20, kørte flere personer ræs på knallerter i området omkring Ølstykke Stadion. En patrulje kørte til dertil, hvor de fik kontakt til en mindre gruppe unge på knallerter, og patruljen fik en snak med dem om deres opførsel, inden de unge blev sendt videre fra stedet.
Indbrud i villa, Farum
Klokken 20.54 indløb der anmeldelse om indbrud i øjeblikket i en villa på Brudevænget, og at to mænd iført mørkt tøj blev set løbe fra stedet. Patruljer kørte til området, hvor de traf fire unge mænd, som dog ikke umiddelbart kunne sættes i forbindelse med indbruddet. Deres generalia blev dog registreret, inden de blev sendt videre.
På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der ikke oplysninger om eventuelle stjålne genstande.
Kørsel i frakendelsestiden, Allerød
En 37-årig mandlig bilist fra Tappernøje blev klokken 21.00 standset af en patrulje på Hillerødmotorvejen ved Allerød. Han kunne ved forespørgsel ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han var frakendt retten til at køre bil, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Besiddelse af stoffer, Ølstykke
På en parkeringsplads på Stadionvej traf en patrulje klokken 21.34 en 22-årig mand fra Ølstykke i en bil, hvorfra der lugtede mistænkeligt af hash. Ved visitation blev han fundet i besiddelse af hash, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Sigtet for tyveri af gasflasker, Slangerup
Klokken 22.54 blev det anmeldt, at en gerningsmand havde stjålet et bur med gasflasker fra Q8-tanken i Slangerup. Patruljer med hund kørte til stedet, hvor der blev gået spor, og den formodede gerningsmand, en 38-årig mand fra Hvidovre, blev klokken 23.23 udfundet og anholdt samt sigtet for forholdet.
Narkokørsel i frakendelsestiden, Gentofte
En 21-årig mandlig bilist fra Roskilde blev klokken 23.05 standset af en patrulje på Mariebjergvej, hvor han blev bedt om at medvirke til test med narkometer. Det viste, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Den 21-årige kunne heller ikke fremvise et gyldigt kørekort, idet han havde fået dette frakendt, og han modtog derfor også en sigtelse for kørsel i frakendelsestiden.
Indbrud i skole, Espergærde
På Tibberupskolen var der klokken 02.35 indbrud, idet ukendte gerningsmænd tiltvang sig adgang til biblioteket på stedet. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der ikke oplysninger om eventuelle stjålne genstande.
Indbrud hos frisør, Frederikssund
Klokken 04.34 blev det anmeldt, at der havde været indbrud i Frisør Saxeriet på Kocksvej. Et vindue var brudt op, og gerningsmanden havde fra stedet stjålet diverse hårprodukter. Patruljer med hund kørte dertil, hvor der blev gået spor via Østergade og Servicegaden, men det var dog ikke muligt at udfinde gerningsmanden.
Han beskrives som: mand, iført shorts og lys t-shirt.
Indbrud i privat beboelse anmeldt den 7. - 8. september 2020 i Nordsjællands politikreds