Strategisk direktør søges til Hjemrejsestyrelsen med ansvar for politisk implementering og ledelse på tværs af myndigheder

dato

Vil du sætte strategisk retning for en central styrelse i udlændingesagskæden og skabe resultater gennem samarbejde på tværs af myndigheder og landegrænser, og har du solid politisk forståelse og topledererfaring fra staten? Så er du måske Hjemrejsestyrelsens nye direktør.


Din nye arbejdsplads
I Hjemrejsestyrelsen er vi stolte af at være arbejdsplads for landets skarpeste hoveder på hjemrejse- og udsendelsesområdet. Vi er en styrelse under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som sikrer, at udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark, rejser hjem.

Vi spiller dermed en afgørende rolle i gennemførelsen af regeringens udlændingepolitik og er en central aktør i den samlede udlændingesagskæde.

Selvom styrelsen geografisk er fordelt på flere lokationer, arbejder vi tæt sammen både på tværs af styrelsen og koncernen samt med centrale samarbejdspartnere såsom politiet, anklagemyndigheden, Udenrigsministeriet og internationale myndigheder, herunder Frontex.

Du bliver en del af et stærkt fællesskab, hvor vi alle gør os umage, når vi går på arbejde – både i forhold til vores opgaveløsning og i forhold til at skabe en arbejdsplads med trivsel og et godt arbejdsliv.

Du kan læse mere om os her.


Din rolle som direktør
Som direktør har du det overordnede ansvar for den strategiske, faglige og ledelsesmæssige styring af Hjemrejsestyrelsen, der beskæftiger ca. 300 medarbejdere. Du refererer til departementschefen i Udlændinge- og Integrationsministeriet og indgår i ministeriets samlede koncerndirektion.

Du står i spidsen for styrelsen sammen med dine to vicedirektører, som du har personaleansvaret for. Sammen arbejder I for at sætte en klar strategisk retning, sikre effektiv implementering af politiske beslutninger og skabe sammenhæng og fælles retning for hele organisationen.

Dine væsentligste opgaver er at:

  • varetage den samlede ledelse og udvikling af styrelsen, herunder økonomi-, ressource- og resultatstyring
  • sikre en effektiv, ensartet og retssikker opgaveløsning på tværs af styrelsens 11 kontorer og 6 geografiske placeringer
  • bidrage aktivt og strategisk i koncerndirektionen, så vi sikrer helhed og samarbejde på tværs af hele ministerområdet
  • videreudvikle det tværgående samarbejde med centrale myndigheder, herunder politiet, anklagemyndigheden og Udenrigsministeriet
  • repræsentere Hjemrejsestyrelsen professionelt i nationale og internationale samarbejdsfora

Du er en leder med blik for det fælles
I Udlændinge- og Integrationsministeriet arbejder vi ud fra et fælles ledelsesgrundlag, der skaber retning og sammenhæng i vores ledelsespraksis i hele koncernen. Vi leder ud fra fire temaer: Ledelse af opgaven, ledelse på tværs, ledelse af læring og ledelse af mennesker.

Vores ledelse bygger på tydelig retning og prioritering, faglighed, videndeling og samarbejde på tværs samt en vedvarende ambition om at udvikle vores medarbejdere – både fagligt og personligt.

Det er derfor vigtigt, at du kan se dig selv i vores fire ledelsestemaer. Du har blik for helheden, tager ansvar for fælles løsninger og er bevidst om, hvordan du påvirker samarbejde, motivation og trivsel – både i egen styrelse og i vores samlede koncern.


Vores forventninger til dig
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk kandidatuddannelse (cand.jur., cand.scient.pol. eller lignende), og det er en forudsætning, at du har direktions- eller tilsvarende topledererfaring.

Vi forventer, at du:

  • har en veludviklet politisk forståelse og solid erfaring fra en politisk styret organisation – ideelt set fra en styrelse og/eller et departement
  • har dokumenteret evne til at sætte strategisk retning og omsætte politiske beslutninger til konkrete resultater
  • har erfaring med tværgående samarbejde med centrale myndigheder såsom politiet, anklagemyndigheden og Udenrigsministeriet
  • har erfaring med ledelse af større organisationer, herunder på tværs af flere lokationer
  • er en tydelig, samlende og tillidsvækkende leder med stærke relationelle kompetencer

Derudover vil det være en fordel, hvis du har erfaring med internationalt samarbejde og kendskab til udlændingeområdet.


Søg stillingen som direktør
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis mv. senest søndag den 22. februar 2026.

Hvis du er tjenestemand, skal ansøgningen stiles til Kongen.

Vi forventer at holde første samtalerunde i uge 9 og 10 og anden samtalerunde i uge 11. Der vil være et testforløb mellem første og anden samtalerunde. Testforløbet gennemføres af eksternt konsulenthus, Genitor.

Vil du vide mere om denne spændende direktørstilling, så kontakt departementschef Pernille Breinholt Mikkelsen på telefon 21 96 98 21 eller e-mail pbm@uim.dk, afdelingschef Louise Ersbøll Leimand på telefon 20 95 21 54 eller på e-mail loel@uim.dk eller Partner i Genitor Hanne Kristensen på telefon 25 11 71 37 eller e-mail hkr@genitor.dk.


Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten med indplacering i løngruppe 3.

Stillingen besættes som udgangspunkt på åremål og er med tiltræden forventeligt pr. 1. maj 2026.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, vil ansættelse som tjenestemand efter en konkret og individuel vurdering kunne finde sted i lønramme 39.

Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen.

Dit arbejdssted er Hjemrejsestyrelsen, Birkerød Kongevej 2-4, 3460 Birkerød. Du skal være indstillet på også at være synligt til stede i styrelsens andre lokationer.

Som direktør omfattes du af ministeriets arbejdstidsaftale for chefer. Chefer ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 39 timer med tildeling af 11 cheffridage pr. år.

Du skal opnå sikkerhedsgodkendelse til "HEMMELIGT" for at arbejde i denne stilling og opretholde denne under hele din ansættelse.

Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lignende til at søge stillingen.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Rudersdal Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Hjemrejsestyrelsen, Birkerød Kongevej , 3460 Rudersdal

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 22-02-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/72df04c6-2281-459a-83cf-22beea2718a1

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet