Har du interesse for og erfaringer med beredskab, samfundssikkerhed, risici og trusler? Ønsker du at blive del af en styrelse med højt specialiserede og engagerede kollegaer og en arbejdsplads, som er i tæt dialog med samarbejdspartnere inden for staten, regioner, kommuner og med private aktører og borgere om samfundssikkerhed? Og er du klar til at påtage dig en lederrolle i et kontor med en omskiftelig hverdag? Så er du måske vores nye souschef i Styrelsen for Samfundssikkerhed, hvor vi søger flere kræfter til at gøre Danmark bedre rustet til at imødegå fremtidens kriser.
Om opgaverne
Den sikkerhedspolitiske udvikling og forventningerne om flere og mere voldsomme vejrhændelser de kommende år betyder, at Danmark står over for et historisk komplekst og alvorligt risiko- og trusselsbillede. I Kontor for Trusselsvurdering og Civilbeskyttelse arbejder vi hver dag for at styrke Danmarks sikkerhed. Det gør vi gennem bl.a. udarbejdelse af det nationale risikobillede, trusselsvurderinger på cyberområdet samt nationale sårbarhedsanalyser. Derudover varetager vi en række højtprioriterede opgaver inden for bl.a. nationale og internationale krisestyringsøvelser, NATO’s civile beredskabsplanlægning samt beskyttelsesrum.
Vi søger en souschef til kontoret, der skal bidrage til at styrke koordinationen af samfundets samlede og tværgående evne til at forebygge og håndtere kriser og hændelser.
Du vil som souschef være kontorchefens nærmeste samarbejdspartner, og du kommer til at spille en nøglerolle i kontoret.
Dine opgaver vil bl.a. omfatte:
- faglig ledelse og sparring inden for kontorets opgaveportefølje efter nærmere aftale med kontorchefen
- stedfortræder for kontorchefen hvis denne er på tjenesterejser mv.
- bidrag til kontorets drift i forhold til bl.a. administrative opgaver
- oplæring af nye medarbejdere og etablering af fælles faglige standarder.
Om dig
Du har en længere videregående uddannelse inden for fx statskundskab, jura mv. eller anden relevant uddannelse fra fx Forsvaret eller politiet.
Da kontorets opgaver er dynamiske og har stor politisk og mediemæssig bevågenhed, stiller stillingen store krav til din fleksibilitet, dømmekraft og overblik. Styrelsen for Samfundssikkerhed er endvidere en beredskabsorganisation, og der kan opleves perioder med spidsbelastning, hvor der vil være en forventning om, at du som kontorets souschef er klar til at gå forrest i forbindelse med fx håndtering af kriser.
Da opgaven som souschef kræver, at du kan repræsentere kontorchefen ved dennes fravær, lægger vi stor vægt på, at du har dokumenteret erfaring med topledelsesbetjening og/eller departementsbetjening.
Derudover ser vi gerne, at du:
- har overblik, og er vant til at prioritere opgaver
- kan formulere dig klart og tydeligt skriftligt og mundtligt
- trives med mange samarbejdspartnere, og er god til at skabe og fastholde netværk
- har tidligere erfaring med beredskab og/eller krisestyring
- har en solid erfaring fra embedsværket og har styr på de forvaltningsmæssige rammer i forhold til fx journalisering, behandling af aktindsigter og besvarelse af pressehenvendelser.
Det tilbyder vi dig
Vi har et godt arbejdsmiljø og en imødekommende kultur, hvor vi lægger vægt på, at trivsel og performance går hånd i hånd. Nogle af os har mange års erfaring. Andre er nye på området. Fælles for os er, at vi brænder for vores arbejde og er klar til at hjælpe dig godt og sikkert i gang med dit nye job.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes som eller tilsvarende chefkonsulent med ledelsesansvar. Den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst for ansatte i staten. Ansættelsesområdet er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab med tilhørende institutioner. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT og kan opretholde denne gennem hele din ansættelse.
Stillingen er en fast fuldtidsstilling og ønskes besat hurtigst muligt.
Arbejdsstedet vil være Datavej 20, 3460 Birkerød. Styrelsen for Samfundssikkerhed har også kontor på Østerbro.
Er du interesseret?
Send din ansøgning via knappen ’Søg stillingen’. Ansøgningen vedlægges CV, karakterudskrifter samt eventuelle udtalelser fra tidligere arbejdsgivere senest søndag d. 10. maj 2026.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kontorchef Johan Zilmer-Bülow på mail jzb@samsik.dk.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rudersdal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Styrelsen for Samfundssikkerhed, Birkerød, Datavej, 3460 Birkerød
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-05-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/09e044fd-e798-469d-a739-773d424b648f