Sagsbehandler til Team Personlige Tillæg

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Sætter du en ære i at være sagsbehandler helt ud til fingerspidserne? Er du god til at aflæse borgerne, selvom de ikke altid kan sætte de rette ord på? Så er du måske netop den kollega, vi har brug for.

Om jobbet

Det er vores opgave, at hjælpe borgere, der er svært økonomisk stillede med at få råd til det mest basale. Vi udbetaler personlige tillæg til folkepensionister og hjælper borgere med bl.a. at få råd til at betale tandlægeregninger eller høje medicinudgifter.

Målgruppen strækker sig lige fra kontanthjælpsmodtagere og flygtninge til førtids- og folkepensionister, så du får en bred målgruppe med mange forskellige arbejdsopgaver. Du bliver en del af et stærkt team med andre kompetente kolleger, som arbejder målrettet med en konstruktiv tilgang til arbejdet.

Vi har ofte en koordinerende rolle og er derfor i tæt samarbejde med vores kolleger i Social og Sundhed, tandlægekonsulenter, koordinerende sygeplejersker m.fl. og selvfølgelig med vores borgere og deres pårørende. Vi arbejder ud fra en værdi om et stærkt borgerblik i hele opgaveløsningen.

Dine primære opgaver vil være

  • Behandling af ansøgninger om personlige tillæg til folkepensionister efter pensionsloven samt bevilling af helbredstillæg og udvidet helbredstillæg.
  • Behandling og udbetaling af ansøgninger om enkeltydelse til fx tandbehandling, sygebehandling eller høje udgifter til medicin efter lov om aktiv socialpolitik § 82 og § 82a, herunder træffe afgørelse.
  • Behandling af ansøgninger om beboerindskudslån efter boligstøtteloven.
  • Rådgivning og vejledning af borgere og pårørende, når de henvender sig telefonisk eller personligt.
  • Håndtering af sociale begravelser
Din profil

Du er god til at skabe relationer og har blik for at arbejde helhedsorienteret. Du trives med nære kolleger og er klar til at tage din tørn, så vi ikke taber borgerne i hverdagens travlhed.

Vi lægger vægt på, at du

  • Har erfaring med at arbejde i en kommune og kender dermed den kommunale verden indefra
  • Har erfaring med nogle af de opgaver, du kommer til at varetage
  • Har godt styr på lovgivningen på området og formår at formidle klart og tydeligt både på skrift og i tale
  • Er vant til at begå dig i komplekse sammenhænge, så du kan koordinere den rette indsats og sikre borgerens behov så vidt muligt imødekommes ud fra gældende lovgivning.
  • Formår at prioritere og fokusere på opgaverne i den rigtige rækkefølge, også når der kommer hasteopgaver og tingene går stærkt.
  • Har flair for IT og er god til at begå dig i mange forskellige IT-systemer og har kendskab til et eller flere af de nævnte fagsystemer
  • Har en naturlig nysgerrighed og er god til at undre dig
  • Er god til at kommunikere og skabe en ligeværdig dialog omkring dig

Vi står overfor en proces med at udnytte vores IT-systemer bedre. Vi benytter i dag KP og KY i begrænset omfang, men skal til at udnytte disse fagsystemer mere optimalt. Desuden skifter kommunen elektronisk databehandlingssystem fra Acadre til SBSYS i efteråret 2024.

Du bliver derfor sammen med dine nærmeste kolleger tæt inddraget i denne proces, så du kan være med til at sikre en god og effektiv sagsbehandling med udnyttelse af de digitale hjælpemidler og fagsystemer. Har du erfaring med KP, KY og SBSYS vil det derfor være en fordel.

Vi forventer, at du har relevant uddannelse (fx kontoruddannet i en kommune, kommunom, administrationsbachelor eller lign.).

Derfor skal du vælge os

I Rudersdal Kommune ønsker vi at skabe den bedste arbejdsplads med fleksible rammer, så vi kan løse vores vigtige og meningsfulde kerneopgave. Vi arbejder strategisk med fleksibilitet samtidig med, at vi værner om at skabe et godt og rart arbejdsmiljø for og med hinanden og til gavn for vores borgere. Du vil opleve, at vi prioriterer medarbejderinddragelse højt.

  • Vi tilbyder gode muligheder for fleksible rammer med mulighed for at arbejde hjemme, så du kan få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen.
  • Vi har en høj grad af selvstændig arbejdstilrettelæggelse under hensyntagen til opgaver, borgere og kolleger.
  • Vi lægger vægt på at møde borgerne i øjenhøjde. Det er en del af vores faglighed at være nysgerrige på, hvordan borgerne oplever mødet med os, så vi hele tiden kan blive bedre.
  • Vi tilbyder gode muligheder for at dygtiggøre sig via kurser og efteruddannelse – både individuelt, i teamet og for hele området.
  • Vi tilbyder et godt og fagligt udviklende samarbejde med kommunens andre fagområder og samarbejdspartnere.
  • Vi har en ambition om at udnytte digitale værktøjer optimalt for at lette arbejdsgangen

Vi synes, der skal være plads til smil og latter og ikke mindst vores forskelligheder. Vi hjælpes ad med tværgående opgaver og prioriterer socialt samvær både i teamet og med resten af vores område.

I Rudersdal Kommune tror vi på, at vi kun lykkes i fællesskab. Derfor er det vores mål, at alle kommunens medarbejdere og ledere i alle opgaver - og i fællesskab - arbejder for at skabe bæredygtige løsninger, der giver værdi for borgerne, virksomheden og det samfund, vi er en del af. Se vores film om Rudersdal Kommunes strategi og værdier ”Vi lykkes kun i fællesskab” HER

Ansættelsesvilkår

Vi tilbyder en attraktiv stilling på 37 timer pr. uge Du har mulighed for at arbejde hjemme enkelte dage. Vi forventer, du kan starte den 1. maj 2024. Lønnen forhandles efter gældende overenskomst.

Om os

Borger- og Erhvervsservice er et område i udvikling i en kommune, der er nysgerrig på fremtidens arbejdsliv. Rammerne omkring din nye arbejdsplads er i Birkerød Administrationscenter tæt på grønne områder og bymiljøet, og med blot 2 minutters gang til Birkerød Station.

Borger- og Erhvervsservice omfatter Rudersdal Kommunes Jobcenter, Ydelsescenter, Folkeregister, Kontrol, Pas og Kørekort, Kontaktcenter og Erhvervsservice. I alt er der 100 ansatte i området.

Ansøgning, samtale og kontakt

Du søger jobbet ved at klikke på knappen "Søg stilling" nedenfor.

Samtaler: Vi forventer at holde samtaler i uge 11 og 12 2024.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Rudersdal Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Rudersdal Kommune, Øverødvej, 2840 Holte

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 08-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5998573

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet