Musikken var ikke for høj, Rudersdal
Kl. 9.57 blev der anmeldt om høj musik fra åbne vinduer på Bakkeledet i Birkerød. En patrulje blev sendt til stedet og vurderede, at musikken ikke var så høj, at den forstyrrede den offentlige orden. Beboeren accepterede dog at skrue ned for musikken.
Legetøjspistol fundet, Birkerød
Kl. 22.53 kontaktede en borger politiet og informerede om, at hun havde fundet et våben på en parkeringsplads ved Nobis Mølle. En patrulje blev sendt til stedet og kunne fastslå, at det var en legetøjspistol.
Bedraget til at overføre penge, Birkerød
Kort efter midnat kontaktede en 66-årig kvinde politiet og fortalte, at hun omkring kl. 18 onsdag aften var blevet ringet op af en mand og en kvinde, der udgav sig for at være fra politiet og et pengeinstitut. De fortalte kvinden, at hendes bank kun forsikrede indskud op til et bestemt beløb og overtalte hende til at overføre et større beløb til en midlertidig konto.
Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig overfører penge eller udleverer oplysninger om personnummer eller Nem-Id over telefonen. Hvis man bliver ringet op af en person, der beder om at overføre penge eller udlevere personlige oplysninger, skal man lægge røret på – selvom det kan virke uhøfligt.