BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at understøtte et ambitiøst og stærkt ledelsesteam med en høj grad af psykologisk tryghed i en institution med en vigtig kerneopgave der har stor politisk bevågenhed?
Den nyoprettede stilling som ledelseskonsulent er ledig med tiltrædelse snarest muligt, gerne 1. februar 2024.
Om jobbet
Som ledelseskonsulent understøtter du ledelsen på institutionen ved koordinering og kvalitetssikring af tværgående opgaver. Du vil referere til institutionschefen, og dine opgaver vil være af såvel drifts- som udviklingsmæssig karakter.
Værdimæssige nøgleord for os er ordentlighed, nysgerrighed, værdighed og ansvarlighed. Vi synes, at et godt arbejdsmiljø med plads til forskelligheder og humor er vigtigt. På samme tid vægter vi tydelige rammer, forventninger, en robust drift og udvikling af nye tiltag. Kan du se dig selv i ovenstående, så skal du bestemt læse videre!
Om Institution Nordøstsjælland og Bornholm
Institutionen består af fem matrikler: Udlændingecenter Ellebæk, der gennemfører beslutninger om frihedsberøvelse efter Hjemrejselovens regler, Udrejsecenter Sjælsmark, der indkvarterer afviste asylansøgere i udrejseposition samt Hillerød, Frederikssund og Bornholm arrester, der gennemfører varetægtsfængsling inden dom.
Du vil som ledelseskonsulent have arbejdssted på Udlændingecenter Ellebæk, men da din funktion er tværgående, vil du have opgaver og tidvis fremmøde på alle matrikler.
Dine opgaver og ansvarsområder
Som ledelseskonsulent understøtter du institutionsledelsen. Overordnet set, vil du have opgaver af administrativ, udviklings- og implementeringsmæssig karakter samt AC-generalistopgaver.
Administrative opgaver og ansvarsområder vil fx være at koordinere besvarelser af høringer og andre forespørgsler, skrive referater fra møder, understøtte opgaven med controlling, herunder indhente og forberede data samt være tovholder på informationssikkerhedsopgaven.
Udviklings- og implementeringsmæssige opgaver vil fx være at udvikle og gennemføre lokale projekter, ændringer af arbejdsgange efter best practice mv. Det vil også være at implementere tiltag og standarder fra direktoratet og områdekontoret fx ved indførelse af nye regler og retningslinjer. Derudover skal du understøtte organisationsudvikling samt udarbejde og opdatere kommunikations- og informationsmateriale om institutionen mv.
AC-generalistopgaver vil fx være at udarbejde og bidrage til sagsfremstillinger, forberedelse af og opfølgning på inspektioner og tilsynsbesøg fra fx Folketingets Ombudsmand, at forberede og udarbejde oplæg og indstillinger mv.
Personprofil
Vi forventer, at du:
- har en fagligt relevant akademisk uddannelse
- har erfaring fra offentlige myndigheder, gerne fra arbejde i centralstyrelsen
- er vant til at tage et selvstændigt ansvar og styring af egne opgaveområder
- har erfaring med at udvikle og koordinere projekter og opgaver i tværfagligt og tværorganisatorisk samarbejde
- er smidig i dit samarbejde, er omstillingsparat og har gode relationelle evner
- har godt kendskab til it-systemer, samt flair for administration, service og ledelsessupport
- har gode mundtlige og skriftlige kommunikationsevner
- kan agere i en organisation med stor politisk bevågenhed.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikerne som fuldmægtig eller specialkonsulent. Der vil herudover kunne aftales tillæg afhængig af erfaring og kvalifikationer.
Stillingen er en fast fuldtidsstilling med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer.
Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Ansættelsesområdet er Kriminalforsorgen. Arbejdsstedet er Udlændingecenter Ellebæk, Ellebækvej 13A, 3460 Birkerød.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med en eventuel samtale giver dit samtykke til, at Kriminalforsorgen må indhente og vurdere oplysninger om dig fra det Centrale Kriminalregister.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde din sikkerhedsgodkendelse gennem hele din ansættelse.
Søg stillingen
Du søger stillingen via knappen ”søg stillingen”. Ved at søge elektronisk sikre du, at ansøgningen modtages korrekt og at du dermed kommer i betragtning til den ledige stilling.
Ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse og andet relevant materiale skal op-loades i rekrutteringssystemet og være modtaget senest d. 1. december 2023.
Vi forventer, at du i din ansøgning forholder dig til både opgaver, ansvarsområder og til personprofilen.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 49 og 50.
Kriminalforsorgen opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Yderligere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte institutionschef Louise Faltum Morton på telefon 7255 4650.
Om det kommende Område Øst i kriminalforsorgen
Det kommende Område Øst består af Kriminalforsorgen Sjælland og Kriminalforsorgen Hovedstaden:
Kriminalforsorgen Hovedstaden omfatter fire institutioner, som består af et åbent fængsel, otte arresthuse, tre udslusningsfængsler, Intensiv Overvågning (fodlænke), fem KiF afdelinger, Ungekriminalforsorgen, et udlændingecenter, et udrejsecenter og Områdekontoret i København. Kriminalforsorgen Hovedstaden har ca. 1200 ansatte.
Kriminalforsorgen Sjælland omfatter fire institutioner, som består af to lukkede fængsler, et kvindefængsel, ni arresthuse, to KiF afdelinger, Ungekriminalforsorgen, Intensiv Overvågning (fodlænke) og Områdekontoret i Ringsted. Kriminalforsorgen Sjælland har ca. 745 ansatte.
For yderligere information om kriminalforsorgen henvises til hjemmesiden www.kriminalforsorgen.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rudersdal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Udlændingecenter/udlændinge-enhed Ellebæk, Ellebækvej , 3460 Birkerød
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 01-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5939348