Døgnrapporten i Birkerød: onsdag den 15. september

Profilbillede
dato

Birkerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Pas stjålet fra bil

Holte: Fra en ulåst bil på Vangeboled er der klokken 01.17 natten til tirsdag stjålet tre pas. Tyveriet blev anmeldt tirsdag morgen klokken 07.34.

Dæk ødelagt

Farum: En bil på Akacietorvet har mellem mandag aften og tirsdag morgen klokken 08.00 fået ødelagt alle fire dæk, idet der er stukket hul i dem, formentlig med en kniv.

Tøj ved havn vakte bekymring

Skovshoved: Noget tøj efterladt ved havnen vakte tirsdag middag bekymring hos en borger, som kort forinden havde set en svømmer i havet, men som nu ikke kunne se vedkommende længere. Både politi, brandvæsen og søredningstjeneste blev sendt til stedet, hvor svømmeren godt 20 minutter senere dukkede op på land i god behold.

Kørte uden kørekort

Helsingør: Tirsdag eftermiddag klokken 13.05 blev en 23-årig mand med ukendt adresse sigtet for at køre uden kørekort. Manden blev standset, da han kom kørende ad Kongevejen.

Tricktyve på spil

Stenløse: En 83-årig kvinde fra Ølstykke fik tirsdag ved middagstid stjålet sin pung, da hun var i Netto for at handle. Her blev hun passet op af to personer, og mens den ene talte med hende for at aflede hendes opmærksomhed, lykkedes det den anden at tage kvindens pung fra hendes indkøbstaske. Den ene af de to personer beskrives som en mand med østeuropæisk udseende, hvid i huden med kort brunt hår og almindelig af bygning. Han talte et fremmedsprog og var iklædt mørkeblå jakke og mørke bukser. Tyveriet blev anmeldt klokken 13.21.

Ung kvinde sigtet for butikstyveri

Hillerød: En 16-årig ung kvinde blev tirsdag eftermiddag sigtet for butikstyveri efter hun klokken 15.06 gik ud af Bilka uden at betale for noget chokolade og nogle kunstige øjenvipper, som hun havde puttet i henholdsvis sin taske og lomme. Den unge kvindes forældre og de sociale myndigheder er orienteret om sagen.

Stjal parfumer

Farum: Tirsdag eftermiddag klokken 15.40 blev en 37-årig kvinde fra København taget for butikstyveri i Matas på Farum Bytorv, hvor hun havde stjålet 12 parfumer. Kvinden blev taget med til afhøring på politigården og det forventes, at hun bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af onsdagen.

Bedrageri og forsøg på bedrageri

Nordsjælland: Klokken 16.05 anmeldte en 84-årig kvinde fra Holte, at hun dagen forinden omkring klokken 15 var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være ansat i en bank. Han fortalte hende, at der ville komme en mand forbi og hente hendes betalingskort, og at hun samtidig skulle oplyse manden om koden til kortet. Efterfølgende dukkede der en mand op på kvindens bopæl på Vejlesøparken og fik udleveret betalingskort og kode dertil.

Manden beskrives som: mellemamerikansk af udseende, 18-20 år, ca. 170 cm, almindelig af bygning og med kort sort hår. Iført mørk kasket og kort jakke. Medbragte gul kuvert. Talte dansk.

En 80-årig kvinde fra Smørum anmeldte klokken 19.56, at hun klokken 16.00 var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være ansat i en bank. Manden forklarede, at nogen havde hævet penge fra hendes konto, og at hun derfor havde brug for nye hævekort, hvorfor en person ville indfinde sig på hendes adresse senere på dagen for at afhente de gamle hævekort. Der dukkede efterfølgende en mand op på kvindens bopæl på Solbærvangen, og efter han havde fået udleveret kvindens hævekort, havde han held med at hæve et større beløb i kontanter fra kvindens konto.

Manden beskrives som: dansk af udseende, 40-50 år, ca. 175 cm, almindelig af bygning, lys i huden og med kort brunt hår. Iført grøn selvlysende t-shirt. Talte dansk.

På vegne af en 87-årig kvinde fra Kgs. Lyngby blev det klokken 20.29 anmeldt, at kvinden klokken 19.50 var blevet ringet op af en mand, som på engelsk oplyste, at han var ansat i politiet. Manden påstod, at nogen havde forsøgt at hæve penge fra kvindens konto, og at hun derfor havde brug for nye betalingskort. Kvinden blev dog mistænksom ved denne forklaring, og hun afbrød derfor samtalen.

Flere borgere i Nordsjællands Politi er den seneste tid blevet kontaktet af personer, som udgiver sig for at være fra en offentlig myndighed eller en bank for at lokke personlige oplysninger og betalingskort med tilhørende information ud af borgerne. Nordsjællands Politi opfordrer til, at man ikke udleverer personlige informationer eller sine betalingskort til ukendte personer. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed eller virksomhed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed eller virksomhed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

Hærværk

Espergærde: Mellem søndag klokken 19.00 og tirsdag klokken 16.15 blev en personbil, som holdt parkeret på en parkeringsplads på Kofod Anchers Vej, udsat for hærværk. En ukendt gerningsperson havde i gerningstidsrummet knust sideruden i bilens højre fordør.

Målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan

Helsingør: Som led i en målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan var Nordsjællands Politi tirsdag eftermiddag til stede flere steder i Helsingør. I den forbindelse fik narkohunden Vaks fært i Vapnagård-området og ledte patruljerne til en 35-årig mand fra Helsingør, som blev fundet i besiddelse af en større mængde skunk. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. 

Det samme blev en 38-årig mand fra Helsingør, da han samme sted blev fundet i besiddelse af en mindre mængde skunk. Også en 20-årig mand fra Helsingør blev sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, da han på en parkeringsplads i området blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash. En 19-årig mand fra Helsingør blev også sigtet for samme lovovertrædelse samt for overtrædelse af knivloven, da han blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash og en kniv.

Under indsatsen fik narkohunden Fister fært på en grønt område ved Vapnagård, hvilket førte til fundet af en mindre mængde hash, som blev indbragt til politistationen med henblik på destruktion. 

Unge drenge skabte uro

Kgs. Lyngby: Klokken 18.56 indløb der anmeldelse om, at to unge drenge var i gang med at fyre hjemmelavede flaskebomber af på Kanalvej, som afgav stor brag og skabte utryghed for de forbipasserende. En patrulje kørte til stedet, hvor to unge drenge under den kriminelle lavalder blev truffet. Ved patruljens ankomst var drengenes forældre kommet til stedet, og patruljen fik en adfærdsregulerende samtale med drengene, hvorefter de blev sendt hjem med deres forældre. 

Anmeldelse om ræs

Frederikssund: Klokken 20.56 indløb der anmeldelse om, at der blev kørt ræs på Marbækvej mellem rundkørslen ved Kronprinsesse Marys Bro og Rema1000. En patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men der var ved patruljens ankomst ikke nogen biler eller personer, som kunne sættes i relation til hændelsen.

Målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan

Nivå: Som led i en målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan var Nordsjællands Politi tirsdag aften til stede flere steder i Nivå. I den forbindelse fik narkohunden Vaks fært på en parkeringsplads ved Nivåhøj, og der blev her udfundet en mindre mængde hash, som blev indbragt til politistationen med henblik på destruktion. 

Nogle enkelte personer blev truffet i forbindelse med indsatsen, men der var ikke anledning til at sigte nogen for noget.

Hærværk

Birkerød: Klokken 22.01 blev det anmeldt, at der klokken 21.45 var blevet udøvet hærværk mod en bil, som stod parkeret på Trudeslund. Hærværket bestod af, at alle fire dæk på bilen var blevet punkteret. Et vidne så en mørkklædt mand af kraftig bygning løbe fra stedet.

Målrettet færdselsindsats

Kgs. Lyngby: I forbindelse med en målrettet færdselsindsats med fokus på hastighed var Nordsjællands Politi ved midnatstid til stede på Helsingørmotorvejen ved Klampenborgvej. Her blev en 12 personer sigtet for at køre for stærkt, hvoraf seks af disse forhold førte til klip i kørekortet, og en førte til en betinget frakendelse af kørekortet. 

Derudover blev to personer sigtet at køre bil, selv om de havde fået frakendt deres førerret, og en bilist blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, da et alkometer viste, at vedkommende formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte. Bilisten blev efterfølgende kørt til hospitalet med henblik på udtagning af en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring den eventuelle spirituspåvirkning.

Yderligere blev et sæt nummerplader inddraget grundet manglende forsikring. Den højeste hastighed, der blev målt på stedet, var 156 km/t. 

Forsøg på tyveri fra bil

Rungsted Kyst: Klokken 03.16 indløb der anmeldelse on, at en borger netop havde overrasket to mænd på Hannelundsvej, som ved synet af borgeren løb fra stedet og tabte flere genstande undervejs. Patruljer kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, og det viste sig, at genstandene var forsøgt stjålet fra en parkeret bil på vejen. Der blev runderet efter to de mænd, som formentlig kørte fra stedet i sydgående retning ad Strandvejen i en sort bil med udenlandske nummerplader. Det var dog ikke muligt at udfinde dem.

De to mænd var begge iført sort tøj og bar hvide støvværn. Deres køretøj beskrives som sort lettisk indregistreret bil, muligvis en Renault.

 

Der er ikke anmeldt indbrud i privat beboelse i det seneste døgn.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi