Døgnrapporten i Birkerød: mandag den 1. november

Profilbillede
dato

Birkerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

På springtur, Tisvildeleje

En hest var søndag morgen klokken 08.47 på springtur. En borger kontaktede politiet og fortalte, at hesten var på vej mod Frederiksværk, og det bekymrede borgeren, da hesten dermed kunne ende på nogle større trafikerede veje. Det lykkedes at finde frem til hestens ejer, som fandt hesten, der var tilbage i folden i god behold godt en time efter anmeldelsen kom.

Groft hærværk mod lastbil, Snekkersten

Mellem fredag aften og søndag formiddag klokken 10.00 har ukendte gerningspersoner begået groft hærværk mod en lastbil, som holdt på Nørrevej. Seks af bilens dæk er blevet punkteret, desuden er dækslet til lastbilens brændstoftank blevet brudt op, hvorefter der er hældt en ukendt væske i tanken.

Værktøj stjålet fra varebil, Skævinge

Søndag mellem klokken 12.00 og 13.30 er der stjålet en løvblæser, en vinkelsliber, en skruemaskine og muligvis mere værktøj fra en varebil, som holdt på Amtsvejen. Tyven er kommet ind i bilen via en ulåst dør.

Mand taget for butikstyveri, Hillerød

En 25-årig mand fra Hvidovre blev søndag eftermiddag klokken 15.01 sigtet for butikstyveri og bortvist, efter han havde stjålet nogle varer i Bilka i Slotsarkaderne.

Borger standsede spritbilist, Stenløse 

En borger kontaktede søndag eftermiddag klokken 15.20 politiet og fortalte, at han havde standset en kvinde og taget hendes bilnøgler, da hendes kørsel tydede på, at hun var påvirket af spiritus. En patrulje blev sendt til stedet og her viste en alkometertest, at kvindens promille var højere end den tilladte. Kvinden, som er 53 år og fra Jyllinge, blev sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet, hvor hun fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hendes nøjagtige promille.

Cyklister uden lys, Birkerød

Ved en færdselsindsats med fokus på cyklister og knallerter blev 21 cyklister og en enkelt knallertkører søndag mellem klokken 18.05 og 19.05 kontrolleret ved krydset Bistrupvej/Stationsvej. Her blev fire sigtet for at køre uden lys i lygtetændingstiden.

Piger antastet af bilist, Gentofte

Tre piger i 9-års alderen blev søndag aften mellem klokken 18.0 og 19.00 antastet af tre mænd i en hvid personbil på Ermelundsvej. Mændene spurgte om pigerne ville have penge eller slik, og om de ville køre med i bilen. Pigerne afslog både penge, slik og at køre med i bilen, hvorefter den kørte fra stedet, I bilen sad tre mænd af anden etnisk herkomst end dansk på mellem 20 og 30 år.

Havde hash på sig, Kgs. Lyngby

Søndag aften klokken 22.39 blev en 22-årig mand fra Kgs. Lyngby fundet i besiddelse af en mindre mængde hash. Manden blev truffet på Toftebæksvej, hvor han blev sigtet for forholdet.

Ild i bord og bænke, Frederikssund

Ukendte gerningspersoner har søndag aften sat ild til et bord og bænke ved Trekløverskolen på Odinsvej. Anmeldelsen kom klokken 23.21, hvor både politi og brandvæsen kom til stedet. Brandvæsenet fik hurtigt slukket ilden, og ingen personer kom til skade.

Brand i bil, Frederiksværk

En brand i en varebil bredte sig søndag aften klokken 23.43 til en anden bil samt noget buskads i Klokkedybet. Brandårsagen er endnu ikke fastlagt.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi