Har du gennemført værnepligten i Beredskabsstyrelsen, og har du mod på at kaste dig ud i et nyt job, endda i en helt ny funktion, hvor formålet er at styrke den operative parathed på Beredskabsstyrelsens centre?
Vi tilbyder et lærerigt og udfordrende job, hvor du bygger videre på de kompetencer, du har opbygget som redningsspecialist, og hvor du vil være en afgørende del af både hverdagen på centeret og af beredskabet. Du vil få selvstændige ansvarsområder og samtidig være en del af et hold af vagthavende specialister, hvor I tilsammen vil udgøre en central del af bemandingen på vores centre rundt omkring i Danmark.
Uddannelsen til vagthavende specialist
Beredskabsstyrelsen er stolt over, at kunne introducere en ny beredskabsfaglig uddannelse, som danner grundlaget for en helt ny medarbejdergruppe i beredskabet: De vagthavende specialister.
Du vil blive ansat med grad af beredskabskonstabel og vil gennemgå en omfattende beredskabsfaglig uddannelse, således at du opnår kompetencerne til at varetage funktionen som vagthavende specialist på menigt niveau. Dette betyder at du bl.a. bliver uddannet som:
- Fartøjsfører på Beredskabsstyrelsens lægtvandsfartøjer
- HazMat- og NUC målespecialist
- Kran, truck og teleskoplæsserfører
- Dronepilot
Uddannelsens forløb
Den første uge vil dække uddannelsens indhold, opbygning og administrative forhold.
Fra og med 2. uge gennemfører du de nødvendige tekniske kurser, for at kunne indgå på Beredskabsstyrelsens operative vagthold, som vagthavende specialist. Dette gennemføres som en kombination af AMU kurser som f.eks. kranføreruddannelse og beredskabsfaglige kurser som eks. HazMat-specialist.
Efter endt uddannelse, returnerer du til det center, hvor du fremover skal være ansat. Her skal du rutineres i alle dine nyerhvervede kompetencer, samt omskoles og trænes til din kommende funktion som vagthavende specialist. Du vil derfor tidligst kunne indtræde i operativ vagt primo 2027
Opgaverne som Beredskabskonstabel
Som vagthavende specialist bidrager du til en væsentlig opgradering af vagtholdet, hvor du vil løse en vigtig opgave for Beredskabsstyrelsen, både i hverdagen og under operative indsatser. Du får dine egne ansvarsområder, og vil kunne gøre en afgørende forskel i den operative opgaveløsning
Størstedelen af din arbejdsuge vil bestå af vagttjeneste og vedligehold af dine faglige kompetencer. Du vil også være en del af den daglige drift på centeret, som operatør af Beredskabsstyrelsens specialudstyr, og kan forvente 1-2 vagter om ugen i gennemsnit.
Din fremtid i Beredskabsstyrelsen
Du får i jobbet en unik mulighed for at udvikle dig i en fast operativ stilling i Beredskabsstyrelsen. Du vil løbende kunne udvikle dine beredskabsfaglige kompetencer, igennem efteruddannelse, øvelser og praktisk virke under operative indsatser. Afhængig af dine personlige interesser og evner, vil der være gode muligheder for at gøre en videre karriere i Beredskabsstyrelsen.
Om dig
Du er redningsspecialist med aftjent værnepligt i Beredskabsstyrelsen, og er indstillet på at bygge videre på dine kompetencer. Du har lyst til fortsat at bidrage til Beredskabsstyrelsens vigtige samfundsopgaver. Du trives i en dynamisk og omskiftelig hverdag, hvor to dage sjældent vil være ens.
Det er et krav, at du:
- Er uddannet redningsspecialist og har minimum fået forholdskarakteren B2. Samtidig er du blevet bedømt egnet til videre uddannelse på manuelt niveau, med vurderingen ”passer godt” eller ”passer særdeles godt”
- Har kørekort til kategori C
- Har bestået Forsvarets fysiske basiskrav inden for de seneste 6 måneder, eller kan bestå dem nu.
- Har bestået Beredskabsstyrelsens 200 m svømmeprøve
- Brænder for det tekniske arbejde vi udfører i Beredskabsstyrelsen, og kan se dig selv som en faktor i denne nye medarbejdsgruppe.
- Tager ansvar, udviser energi og engagement i din tilgang til opgaveløsningen.
- Er fleksibel, både når det gælder arbejdsopgaver og arbejdstid.
- Går til alle opgaver, store som små, med en positiv indstilling.
- Er indstillet på at deltage i vagttjenesten alle årets 365 dage.
ANSÆTTELSESVILKÅR
Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Du vil blive ansat som beredskabskonstabel med funktionen vagthavende specialist.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil afhænge af det det center du tilknyttes.
Dit formelle ansættelsessted bliver Beredskabsstyrelsens Officersskole, men du vil også blive tilknyttet et center fra ansættelsens start.
Som ansat i Beredskabsstyrelsen er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte korpsmester Kasper Thomsen på telefon +45 23 32 68 05 eller mail brs-kth@brs.dk
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Kontorfuldmægtig Cecillia Sofie Christiansen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail FPS-CES@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er den 14. november 2025 og samtaler forventes afholdt løbende.
Stillingen er til besættelse efter aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes.
I Beredskabsstyrelsen tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Beredskabsstyrelsen
Beredskabsstyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB), som blev etableret i august 2024. Styrelsen består af cirka 1.000 ansatte. Beredskabsstyrelsen arbejder både til lands og til vands. Styrelsen håndterer større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der kan true samfundets grundlæggende funktioner. Beredskabsstyrelsen har ansvar for det statslige redningsberedskab og fører tilsyn med, rådgiver og assisterer de kommunale beredskaber. Derudover varetager Beredskabsstyrelsen en række operative kapaciteter og opgaver, herunder beredskabskommunikation samt sikkerhed og beredskab til søs. Et centralt element i styrelsens arbejde er uddannelse af ledere, instruktører og specialister, så beredskabet i Danmark opretholder et højt fagligt niveau. Styrelsen har hovedkvarter i Birkerød, men er repræsenteret over hele landet. Beredskabsstyrelsen er en mangfoldig arbejdsplads med medarbejdere fra forskellige faglige baggrunde og med mange typer opgaver – men med ét fælles mål: At skabe tryghed og passe på danskerne.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rudersdal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Beredskabsstyrelsen, Datavej, 3460 Birkerød
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-11-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/9134e929-34f1-4c80-be1b-9d8a35089186