Har du erfaring i at planlægge og afholde workshops og konferencer? Vil du være med til at styrke EU-samarbejdet om civilbeskyttelse og krisestyring, når Danmark overtager EU-formandskabet 2. halvår 2025?
Så er du måske vores nye kollega i Styrelsen for Samfundssikkerhed – SAMSIK’s - EU-formandskabssekretariat
Opgaven
Danmark overtager EU-formandskabet den 1. juli 2025. Det bliver en spændende opgave, som Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) i samarbejde med Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB) og den danske EU-repræsentation i Bruxelles skal være med til at løfte på EU-civilbeskyttelses- samfundssikkerheds- og krisestyringsområdet.
I SAMSIK har vi etableret et EU-formandskabssekretariat, som er i fuld gang med at planlægge og forberede EU-formandskabet på SAMSIK’s område frem mod 2. halvår 2025, hvor det for alvor går løs.
Til sekretariatet søger vi nu en dygtig medarbejder, der sammen med resten af teamet og vores kollegaer i ministeriet og i Bruxelles vil gøre det danske EU-formandskab på vores område til en succes.
Det bliver din hverdag
Du vil i det daglige arbejde i SAMSIK’s EU-formandskabssekretariat. Sekretariatet er en selvstændig enhed i styrelsen, der har fuldt fokus på de opgaver, der følger med EU-formandskabet, bl.a. planlægning og gennemførelse af større møder i Danmark, herunder en EU-formandskabsworkshop og et EU-generaldirektørmøde. Sekretariatet støtter også MSSB og EU-repræsentationen i relevante rådsarbejdsgrupper med at fremme danske synspunkter og styrke EU-samarbejdet på civilbeskyttelses- samfundssikkerheds- og krisestyringsområdet op til og under formandskabet.
EU-formandskabssekretariatet er midlertidigt oprettet frem til den 31. december 2025, hvor det danske EU-formandskab roterer videre til Cypern. Stillingen er dog en fast stilling i styrelsen, hvilket betyder, at du pr. 1. januar 2026 overgår til en anden enhed/kontor, hvor du vil kunne omsætte og bygge videre på dine erfaringer og interesser.
Om dig
Vi søger en kollega, der har erfaring med planlægning og afvikling af større konferencer, og som hurtigt kan være med til at indgå i arbejdet med de store formandskabsaktiviteter, sekretariatet er ansvarlig for. I første omgang drejer det sig om en formandskabsworkshop for ca. 100 personer. Her vil du desuden skulle stå for at udarbejde oplæg og præsentationsmateriale fra sekretariatet og organisere oplægsholdernes egne præsentationer.
Arbejdet op til og under et EU-formandskab er meget intenst, og vi lægger derfor vægt på, at du har et godt overblik over dine arbejdsopgaver og deres prioritering. Derudover er det vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt, er proaktiv og får drevet dine opgaver fremad. Desuden sørger hele sekretariatet for, at vi under varetagelsen af opgaverne i et ofte højt tempo værner om det gode humør og hjælper hinanden, hvor vi kan.
Vi lægger også vægt på, at du har:
- stærke formidlingsevner og -kompetencer på både engelsk og dansk
- interesse for udvikling af EU-policy på civilbeskyttelses-, samfundssikkerheds- og krisestyringsområdet
- relevant erfaring fra tidligere ansættelse(r) f.eks. i en styrelse eller departement
Det tilbyder vi dig
Vi har et godt arbejdsmiljø og en imødekommende kultur, hvor vi lægger vægt på, at trivsel og performance går hånd i hånd. Nogle af os har mange års erfaring. Andre er startet direkte efter studiet. Fælles for os er, at vi brænder for vores arbejde og er klar til at hjælpe dig godt og sikkert i gang med dit nye job.
Vi sidder i lyse to-personers kontorer i vores nyrenoverede faciliteter i Birkerød. Vi har god kaffe, danskvand i hanerne, rigeligt med gratis parkeringspladser, kort afstand til S-toget, fine træningsfaciliteter og en god frokostordning. Vi prioriterer vores sociale fællesskab højt og har en aktiv personaleforening.
Om styrelsen
Fagområderne for cybersikkerhed, forsyningssikkerhed og informationssikkerhed, samt den National Operative Stab (NOST) er blevet samlet i Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK).
Styrelsen for Samfundssikkerhed beskæftiger sig med rådgivning og kommunikation til myndigheder, virksomheder og borgere om forebyggelse og håndtering af de trusler, samfundet står over for. Dertil varetager Styrelsen for Samfundssikkerhed beredskabsplanlægning og opgaver vedrørende koordination af den nationale krisestyring.
Løn og ansættelsesvilkår
Indplacering sker afhængig af kvalifikationer og erfaring. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsesområdet er Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT.
Arbejdsstedet vil være Datavej 20, 3460 Birkerød.
Er du interesseret?
Send din ansøgning via knappen ’Søg stillingen’. Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 23. marts 2025.
Vi indkalder til samtaler løbende, så send gerne din ansøgning med det samme. Ansøgningen vedlægges CV, karakterudskrifter samt eventuelle udtalelser fra tidligere arbejdsgivere.
Yderligere oplysninger om stillingerne kan fås ved henvendelse til sekretariatschef Christina Djurhuus på tlf. nr. +45 51 41 44 35.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rudersdal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Datavej, 3460 Birkerød
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-03-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/9b193c07-8435-4395-b7fe-4a81cfc42499