Bliv juridisk sagsbehandler i Hjemrejsestyrelsen og gør en forskel inden for udlændingeområdet

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Kunne du tænke dig en hverdag, hvor du skal arbejde med juridisk sagsbehandling på et samfundsvigtigt område? Og vil du være med til at behandle sager om, hvorvidt udlændinge, der skal udrejse, overholder deres pligter? Så er du måske vores nye kollega.

Din nye arbejdsplads

Du vil blive en del af 1. Hjemrejsekontor. Vi sidder med området for motivationsfremmende foranstaltninger (MOT-området), herunder om udlændinge, der skal udrejse, skal pålægges pligter (opholds-, underretnings- og meldepligt) efter reglerne i hjemrejseloven. Vi har også ansvaret for hjemrejse af domsudviste udlændinge fra tredjelande, som er frihedsberøvede.

Det er på MOT-området, vi har brug for dig.

Som vores nye kollega kommer du til at arbejde sammen med ca. 30 engagerede og fagligt dygtige mennesker med mange forskellige baggrunde. Vi prioriterer et godt arbejdsmiljø og kollegialt fællesskab, hvor vi arbejder i teams og hjælper hinanden. Vi har fokus på, at arbejdslivet skal harmonere med privatlivet, hvorfor vi tilbyder en attraktiv flekstidsordning.

Vil du vide mere om Hjemrejsestyrelsen, så klik her.

Dine arbejdsopgaver

Som en del af vores MOT-team, vil du få varierende arbejdsopgaver. Det vil bl.a. være, at:

  • behandle sager, hvor det skal vurderes, om en udlænding skal pålægges opholds-, melde- og underretningspligt, herunder partshøring og forkyndelse
  • revurdering af sådanne sager
  • anmelde for overtrædelse af pligter og være i dialog med politi og anklagemyndighed omkring anmeldelser
  • behandle andre afgørelsessager, f.eks. om nedsættelse eller fratagelse af eventuelle ydelser
  • anden sagsbehandling på hjemrejseområdet, herunder besvarelse af henvendelser fra bl.a. udlændinge og advokater
Du vil også skulle bidrage til kontorets øvrige generelle opgaver, f.eks. skrive udkast til folketingsspørgsmål, notater om praksis eller andre opgaver, som løses på tværs af Hjemrejsestyrelsen. Du får ansvaret for egne sager, samtidig med at der er en løbende koordinering og tilrettelæggelse af opgaverne i teamet.

Om dig

Du har en relevant akademisk uddannelsesbaggrund, f.eks. cand.jur. eller lign. Det er en fordel, hvis du har erfaring med udlændingeområdet og/eller juridisk sagsbehandling, men du er også velkommen til at søge, hvis du er nyuddannet.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • er faglig dygtig og engageret i dit arbejde – du har blik for detaljen, men kan også se helheder
  • har gode samarbejdsevner og kan arbejde på tværs af fagligheder
  • kan bevare overblikket og prioritere i perioder med travlhed
  • arbejder selvstændigt og effektivt, både når det gælder ”rutine-opgaver” og nye opgaver
  • er en god kollega, som er indstillet på et arbejde, hvor vi tager fælles ansvar for opgaverne og løfter i flok
Vi tilbyder dig

Du kan forvente en dagligdag i et spændende og fagligt stærkt miljø, hvor du får mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt. Vi har fokus på at skabe gode rammer for trivsel og work-life balance ved bl.a. at tilbyde fleksible arbejdstider, mulighed for hjemmearbejde, motionsrum, massageordning og en god kantine.

Vi sørger for, at du føler dig godt klædt på til at varetage de forskellige opgaver. Som led i din oplæring og onboarding vil du blive tilknyttet en mentor, så du altid har én at gå til.

Nysgerrig?

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Lisbeth Kunnerup på 30 65 77 40 / liak@hjemst.dk eller souschef Dorte Grona på 30 65 77 57 / dogr@hjemst.dk.

Er du vores nye kollega?

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis mv. senest torsdag den 31. oktober 2024.

Vi forventer at holde samtaler i uge 45.

Der vil være en skriftlig test i forbindelse med samtalen, hvor vi tester dine skriftlige danskkundskaber. Testen tager cirka et kvarter og skal løses uden hjælpemidler.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du ansættes som fuldmægtig efter overenskomst for akademikere i staten. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er Hjemrejsestyrelsen, Birkerød Kongevej 2-4, 3460 Birkerød.

Stillingen er en fast stilling på fuldtid med gennemsnitligt 37 timer om ugen.

Du skal være sikkerhedsgodkendt til ”FORTROLIGT” for at arbejde i denne stilling og kunne opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Rudersdal Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Hjemrejsestyrelsen, Birkerød Kongevej , 3460 Birkerød

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 31-10-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6132983

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet