Røde Kors asylafdelings Repræsentant- og Bisidderenhed søger en medarbejder til hvervet som bisidder og repræsentant.
Hvert år kommer uledsagede unge til Danmark for at søge asyl. De får en Røde Kors bisidder med til samtaler med myndighederne og skal ifølge udlændingeloven tildeles en repræsentant, som er den unges faste, personlige støtte under sagsforløbet.
Bisidderens primære opgave er at overvåge den unges trivsel og rettigheder under møder med myndighederne. Som repræsentant bliver du personligt udpeget til at varetage den unges interesser og træffe beslutninger på de unges vegne i samspil med dem, både i forhold til deres asylsag og i forhold til deres øvrige liv, for eksempel sociale sager.
Som bisidder og repræsentant møder du unge, der er flygtet uden deres forældre fra krig eller krise, og en del af dem er traumatiserede, nogle er formodet menneskehandlede, har begået kriminalitet, er selvskadende, udadreagerende eller har andre udfordringer, der gør, at deres situation adskiller sig fra andre asylansøgeres. Det er derfor nødvendigt, at du har lyst til og erfaring med at arbejde med denne målgruppe.
Arbejdsopgaver:
- Være bisidder for uledsagede mindreårige, der endnu ikke har fået udpeget en repræsentant, under registrering, indledende samtaler hos Udlændingestyrelsen og ved møder i Flygtningenævnet
- Være udpeget repræsentant for unge og støtte og vejlede dem under deres ophold i Danmark i forhold til væsentlige beslutninger
- Forberede de unge på samtaler med myndigheder og støtte og vejlede om asylprocessen
- Have dialog med den unges indkvarteringssted og andre aktører om den unge
Kvalifikationer:
- Relevant socialfaglig eller anden uddannelse, for eksempel socialrådgiver, og erfaring med at arbejde med uledsagede mindreårige unge
- Professionel tilgang til opgaven og gode kommunikationsevner
- Kendskab til udlændingelovgivning og asylområdet
- Gode samarbejds- og koordineringsevner og lyst til at være med til at skabe og vedligeholde gode relationer med vores samarbejdspartnere
- Overblik og struktur kombineret med tilpasningsevne
- Kørekort og fleksibilitet i forhold til at deltage i møder i alle dele af landet og i forhold til, at arbejdet nogle gange foregår på skæve tidspunkter
Vi tilbyder:
- Meningsfuldt arbejde i en spændende organisation med et humanitært værdigrundlag
- Gode muligheder for personlig og faglig udvikling
- Engagerede og kompetente kolleger
- Et unikt indblik i det danske asylsystem
Læs mere om Røde Kors asylafdeling og vores opgaver her.
Løn- og ansættelsesvilkår: Ansættelsen sker efter den statslige overenskomst med HK
Arbejdstid: 37 timer ugentligt
Tiltrædelse: 1. august 2025 eller snarest muligt derefter
Arbejdssted: Sandholmgårdsvej 40, 3460 Birkerød
Attester: Ved tilbud om ansættelse indhenter vi børneattest, og du skal fremvise en privat straffeattest
Yderligere oplysninger om stillinger kan fås ved henvendelse til leder af Repræsentant- og Bisidderenheden, Maja Rettrup Mørch på mra@redcross.dk
Ansøgningsfrist: Søg snarest muligt og senest 25. juni 2025
Vi ser frem til at modtage din ansøgning og forventer at afholde samtaler løbende og umiddelbart efter udløb af ansøgningsfristen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rudersdal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde aftenarbejde
-Arbejdsgiver:
DANSK RØDE KORS (Center Sandholm), Sandholmgårdsvej , 3460 Birkerød
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-06-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/8e68d60f-e9fd-41ec-a5c3-adde8d4bb32e