BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du dygtig til at skabe relationer og har erfaring med at hjælpe borgerinitiativer på vej, så har vi brug for dig på Rudersdal Bibliotekerne.
På Rudersdal Bibliotekerne lægger vi vægt på at være i tæt dialog med borgerne i vores kommune, og bruger det som afsæt for at tilpasse vores services og udvikle nye tilbud på bibliotekerne.
Senere på året i 2024 genåbner vi Holte Bibliotek efter en større ombygning. I det nye bibliotek vil der, udover en hyggelig café, være gode mødelokaler og faciliteter, der er designet til at være rammen om borgergrupper og foreningers aktiviteter. Vi drømmer om, at Holte Bibliotek fremover bliver det naturlige knudepunkt for borgere, der gerne vil sætte initiativer eller foreningsaktiviteter i gang sammen med andre borgere.
Derfor søger vi nu en kollega med særligt fokus på, at opdyrke kontakter i foreningsmiljøet og blandt aktive borgergrupper, der kunne have glæde af at bruge biblioteket som ramme for deres aktiviteter.
Du kommer til at indgå i Team demokrati og fællesskaber, hvor du i tæt samspil med dine kolleger har et fælles ansvar for vores samarbejde med civilsamfundsaktører i kommunen. Blandt dine vigtigste opgaver bliver at:
- Skabe et overblik over de relevante aktører i de lokale bysamfund og indlede en dialog om, hvordan biblioteket kan være en relevant ramme for dem.
- Være tovholder og kontaktperson for borgergrupper, der har deres gang på bibliotekerne.
- Facilitere at borgergrupperne kan berige hinanden på tværs og indgå som aktive deltagere og bidragsydere i små og større begivenheder på biblioteket.
Herudover kommer du til at indgå i det fælles tværgående biblioteksarbejde med forskellige drifts- og udviklingsopgaver som fx værtskabsvagter i udlånet, udvikling af arrangementer og den daglige formidling af litteraturen.
Da foreningslivet og borgergrupper ofte har aktiviteter aftener og weekender, vil en del af dit arbejde derfor foregå udenfor almindelig kontortid.
Din profil
Du er udadvendt og initiativrig og trives med at være opsøgende i forhold til mange forskellige typer aktører i lokalsamfundet.
Du har et solidt metodisk udgangspunkt for at afdække brugerbehov og erfaring med at udvikle løsninger, der matcher præferencerne hos borgere.
Du kan have mange forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, men det vil være en fordel med erfaring fra arbejdet i et bibliotek.
Du har erfaring med at tænke i koncepter og udvikle formater, der rammer brugerne der, hvor de er.
Du kan holde overblikket og skabe fremdrift i projekter – også når der er flere parter involveret.
Du er en skarp kommunikator på skrift og i tale og har flair for at vinkle et budskab, så det giver mening for modtageren.
Du har lyst til at involvere dig i vores værtskab og det daglige møde med borgerne på vores biblioteker.
Du har erfaring med at arbejde projekt- og procesorienteret og kan bidrage til et godt og humørfyldt arbejdsmiljø.
Du har en levende interesse for litteratur og er god til at formidle den til andre.
Når du søger stillingen, vil vi gerne høre mere om netop dine erfaringer med at samarbejde og samskabe med foreninger og borgergrupper.
Derfor skal du vælge os
Rudersdal Bibliotekerne er et litteratur- og videnshus, som tager udgangspunkt i det klassiske bibliotek, der udgør kernen i vores bibliotekstilbud og -services. Vi arbejder målrettet på at understøtte den sammenhængende indsats, når det handler om børns læsning og sprogtilegnelse.
Du kommer til at arbejde sammen med en gruppe dygtige og udviklingsorienterede kolleger, hvor vi tilsammen dækker alle aspekter af bibliotekets tilbud og samarbejder på børne- og familieområdet.
Vi lægger vægt på helhedstænkning i biblioteket og i Kulturområdet og samarbejder i netværk på alle niveauer såvel i Rudersdal Kommune som på tværs af kommuner.
For os er det vigtigt, at det er sjovt og udviklende at gå på arbejde – det giver det bedste afsæt for at lave tilbud af høj kvalitet til vores borgere.
Ansættelsesvilkår
Jobbet er på 37 timer pr. uge med start den 1. maj 2024.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Om os
Rudersdal Bibliotekerne huser tre fysiske biblioteker i Birkerød, Holte og Nærum og et selvbetjent bibliotekstilbud i Vedbæk. Med ’Det 4. Bibliotek’ kommer vi ud i hele Rudersdal kommune, som består af 10 byområder, og tilbyder alle borgere formidling uden for bibliotekets fysiske rammer.
Rudersdal Bibliotekerne består af et dedikeret medarbejderhold på knap 40 rudbibbere, som samarbejder på kryds og tværs af fagligheder om at skabe det bedst mulige bibliotekstilbud til borgerne. Vores mission er at understøtte og fremme livslang læring, læsning, dannelse, demokrati og fællesskab. Du kan læse mere om vores vision og vigtigste strategiske indsatsområder i Rudersdal kommunes biblioteksstrategi ’Fælles om biblioteket’ her: https://rudbib.dk/sites/rudersdal.ddbcms.dk/files/files/page/strategi_version_10_final.pdf
Ansøgning, samtale og kontakt
Du søger jobbet ved at klikke på knappen "Søg stilling" nedenfor.
Samtaler:
Første samtalerunde den 14. marts.
Anden samtalerunde den 21. marts.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rudersdal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Rudersdal Kommune, Øverødvej, 2840 Holte
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5991369