Forsvarets Veterancenter søger en beskæftigelsesrådgiver til vores team i Høvelte. Du er interesseret i at rådgive og støtte veteraner, der har svært ved at finde og bevare fodfæste på arbejdsmarkedet. Du ser en stor værdi i at samarbejde på tværs og vil blive en del af en tværfaglig gruppe bestående af psykologer, fysioterapeut, opsøgende rådgivere, socialrådgivere og børne- og ungerådgivere.
Om os
Som en del af forsvarsforliget 2024-2033 er det besluttet at styrke Veterancentrets beskæftigelsesfaglige indsats med tre ekstra medarbejdere for at imødekomme det stigende behov for målrettet støtte til veteraner, deres pårørende og øvrige samarbejdspartnere.
Opgaverne spænder bredt fra formidlingsopgaver såsom oplæg for soldater, kommuner og andre interessenter til individuel rådgivning og støtte til veteraner og deres partnere i beskæftigelsesmæssige problemstillinger.
Beskæftigelsessektionen består af 14 beskæftigelsesrådgivere fordelt på kaserner i hele landet samt en faglig koordinator og en frivillighedskoordinator. Du skal sammen med to andre beskæftigelsesrådgivere dække Storkøbenhavn, Nordsjælland samt Bornholm.
Om stillingen
Du vil primært få kontakt til veteraner med fysiske og/eller psykiske skader som følge af udsendelse i internationale operationer. Nogle er stadig ansat i Forsvaret, andre er tidligere ansatte med ønske om beskæftigelsesfaglig støtte eksempelvis til afklaring af arbejdsevnen, jobsøgning og oversættelse af militære erfaringer til civile kompetencer.
Dine primære opgaver vil være:
- Beskæftigelsesfaglig rådgivning og støtte til veteraner og deres partnere
- Beskæftigelsesrettet rehabilitering af ansatte skadede veteraner
- Virksomhedssamarbejde internt i Forsvaret og med eksterne civile virksomheder omkring ansættelse og fastholdelse af veteraner
- Samarbejde med den kommunale beskæftigelsesindsats i individuelle forløb
- Holde oplæg og formidle viden om veteraner og beskæftigelse til virksomheder, kommuner og andre interessenter
- Holde orienteringer for værnepligtige i Beredskabsstyrelsen og for soldater ifm. hjemkomst efter udsendelse
- Sikre en helhedsorienteret, tværfaglig indsats i tæt samarbejde med militære og civile myndigheder, institutioner, offentlige og private virksomheder
- Bidrage til at videreudvikle den beskæftigelsesfaglige indsats på veteranområdet
Om dig
Som person er du nysgerrig og går til dine opgaver med selvstændighed og en positiv tilgang. Du er god til at søge og give sparring i dit kollegaskab, så opgaveløsningen bliver grundig og helhedsorienteret. Du trives i en hverdag, hvor tingene går stærkt og hvor opgaverne er mangeartede.
Du er reflekteret i forhold til egen praksis, og kan håndtere mennesker med komplekse problemstillinger. Du er lyttende, anerkendende og ressourceorienteret i din tilgang.
Vi søger en kandidat der har:
- En mellemlang eller lang videregående uddannelse med erfaring fra beskæftigelses- og uddannelsesområdet
- Erfaring med at understøtte sårbare målgrupper ift. afklarings- og forandringsprocesser
- Erfaring med helhedsorienteret og tværfagligt samarbejde
- Kendskab til beskæftigelseslovgivningen og den kommunale beskæftigelsesindsats
- Kendskab til arbejdsmarkedsforhold og virksomhedssamarbejde
- Flair for og lyst til at formidle vores indsatser over for vores samarbejdspartnere i større og mindre fora
- Mod på at undervise og holde oplæg i og uden for Forsvaret
- Gode mundtlige og skriftlige formidlingsevner
- En opsøgende tilgang til samarbejdspartnere
Ansættelsesvilkår
Afhængig af din baggrund, vil du enten blive ansat og aflønnet efter gældende overenskomst for ansatte i staten eller på individuel kontrakt. Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Dertil kommer en fuld arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt og ansættelsen er pr. 1. august 2025, eller efter aftale.
Arbejdsstedet er på Høvelte kaserne.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontaktoplysninger
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:
- Leder af Beskæftigelsessektionen, Line Jespersen: 7216 3263
- Faglig koordinator Marianne Frederiksen: 7236 3358
- Specialkonsulent, beskæftigelsesrådgiver Karin Christoffersen: 7216 3283
- HR-konsulent, Birgit Jepsen: 3266 5811 for spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår
Ansøgningsfrist er den 6. juni 2025 og ansættelsessamtaler holdes den 17. juni 2025 på Høvelte kaserne.
Sådan søger du
Ansøgningen skal sendes elektronisk via det angivne link i stillingsopslaget og vedhæftes som PDF. Din ansøgning bør højst fylde én A4-side og vedhæftes CV og uddannelsesbeviser.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Veterancentret
Veterancentret er en del af Personelkommandoen og arbejder for en systematisk indsats målrettet veteraner og deres pårørende før, under og efter udsendelse. Ud over forebyggende tiltag har alle veteraner og pårørende adgang til tværfaglig støtte fra socialrådgivere, beskæftigelsesrådgivere, opsøgende rådgivere, børne- og ungerådgivere samt psykologer, hvis behovet relaterer sig til udsendelse.
Vi samarbejder tæt med myndigheder, virksomheder og frivillige foreninger, der arbejder med veteraner. Derudover beskæftiger vi os med forskning, formidling af viden om veteraners vilkår og koordination af initiativer på veteranområdet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rudersdal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Høvelte Kaserne, Høveltevej, 3460 Birkerød
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-06-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/63d19b52-f1c7-4943-8f11-e76523f0e45c