BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Om jobbet
Vi søger en lederkollega til vores ledelsesteam, der sammen med os vil lede Søholmskolen, en skole på to matrikler i Birkerød.
Ledelsesopgaven i din stilling vil være at lede skolens børnehaveklasser og fritidstilbud. Der er børnehaveklasser på begge matrikler, og der er ligeledes SFO og SFK tilknyttet begge steder.
Din del af opgaverne på skolen har stor betydning for blikket på skolen udefra, da du både tager imod elever og forældre i skolens børnehaveklasser, og da du tit vil være den leder, der vil møde forældrene om eftermiddagen.
Vi er et forholdsvis nyt sammensat ledelsesteam, og vi er derfor åbne for at gøre noget på en ny måde. Det væsentlige er, at vi gør det sammen. Vi arbejder på tværs af matrikler, og det gør, at vi skal være koordinerede og kommunikerende, så vi kan hjælpe hinanden med at være på rette sted på rette tid og at være orienterede om, hvad der sker begge steder. Du vil få en væsentlig rolle i dette, da du ligesom skoleleder og administrativ leder har opgaver på begge matrikler.
Vi arbejder ud fra intentionen om at gå foran som ledelse ved at være et professionelt lærende team, hvor vi også selv er undersøgende og i læring. Derfor uddanner vi os sammen, vi reflekterer og drøfter dilemmaer, og vi bidrager til hinandens opgaver, så ingen er alene med ledelsesopgaven.
Ledelse i Rudersdal kommune er også ledelse på tværs. Vi samarbejder med de andre skoler gennem netværk og projekter, og vi er optagede af, at alle skoler lykkes.
Din profil
Vi søger en leder med pædagogbaggrund, der er optaget af at lede både læring og trivsel i skolen. Du kan være ny i ledelse, eller du kan være erfaren. Det er ikke afgørende for os. Det helt afgørende er, at du kan se dig selv som en aktiv del af vores ledelsesteam, og at du kan bidrage til ledelse af børnehaveklasserne og vores fritidstilbud, så begge dele føler sig set, ledt og støttet i hverdagen.
Vi ønsker, at vi i vores ledelse er åbne og lyttende, engagerede i skolens hverdag og nærværende for medarbejderne. Derfor vil vores ønske være, at du på samme vis arbejder ud fra disse ledelsesværdier.
Der kan være pres på i hverdagen, og vi håber derfor, at du kan overskue mange projekter og sager på en gang, at du kan være smilende og nærværende, selvom du har travlt, og at du i ledelsesteamet vil bidrage til ledelsen af den øvrige del af skolen.
Hvis du ikke har en diplomuddannelse i ledelse, vil det være en uddannelse, du vil blive opfordret til at tage.
Om os
Søholmskolen består af to matrikler, Toftevang og Bistrup. Skolen er beliggende i grønne områder i Birkerød i Rudersdal kommune og har cirka 800 elever og 44 medarbejdere. Skolen er en sammenlægning mellem to skoler. Den egentlige sammenlægning har været udfordret af blandt andet corona, og derfor er det først til sommer, at udskolingen fra matrikel Bistrup flytter til matrikel Toftevang. Her er udskolingen bygget om med nye læringsmiljøer, der understøtter projektbaseret læring og større årgangsfællesskaber.
Matrikel Bistrup bliver til sommer en afdeling med elever fra 0.-6. klasse, og Matrikel Toftevang bliver en afdeling med 0.-6. klasse og den samlede udskoling. Skolens fællesskab skal være bærende for alle elever – lige fra de starter på skolen i 0. klasse, til de forlader skolen i 9. klasse. Det skal vi finde nye måder at understøtte, når vi til sommer kun har udskoling på den ene matrikel.
Skolen arbejder med en organisering i årgangsteam, og professionelle læringsfællesskaber er et grundlæggende element i skolens måde at tænke samarbejde på. Vi tror på, at når vi gør det sammen – og når vi selv som professionelle er i læring – så opstår den gode undervisning.
Vi arbejder med en indsats på hele skolen i forhold til projektbaseret læring, og det skal gerne kunne mærkes på sigt for alle elever – både store og små.
Ansøgning, samtale og kontakt
Vi forestiller os, at du forud for din ansøgning ønsker at besøge skolen. Du er derfor meget velkommen til at kontakte os for at aftale et besøg og en rundvisning.
Kontakt skoleleder Karin Grüttner på tlf. 72684848 eller viceskoleleder Pernille Thomsen på tlf. 72684725.
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist d. 15.5.2024 og 1. samtale afholdes d. 23.5. og 2. samtale d. 28.5. Begge dage om eftermiddagen.
Du søger jobbet ved at klikke på knappen "Søg stilling" nedenfor.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid og med fastansættelse med start d. 1. august 2024.
Ansættelsesbetingelser i overensstemmelse med gældende overenskomst.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rudersdal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Rudersdal Kommune, Øverødvej, 2840 Holte
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-05-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6021860