BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi søger en ny kollega til Internationalt Kontor, der vil være med til at styrke Hjemrejsestyrelsens internationale arbejde på udsendelsesområdet.
Lidt om Internationalt Kontor
Vi er et lille kontor med store ambitioner og alsidige opgaver.
Vores primære opgave er – navnlig frem mod det danske EU-formandskab i 2025 – at styrke Hjemrejsestyrelsens deltagelse i det internationale samarbejde om udsendelse. Samarbejdet foregår dels inden for rammerne af Frontex, EU-Kommissionen og andre internationale aktører, dels bilateralt med myndighederne i de andre europæiske lande.
Der er internationalt meget stor interesse for de løsninger, Danmark har fundet på udsendelsesområdet. Arbejdet i kontoret indebærer derfor en masse udadvendt aktivitet og tværgående koordination med styrelsens øvrige kontorer og departementet. Vi har også en bred vifte af andre opgaver, som bl.a. handler om at bistå de øvrige kontorer i styrelsen i forbindelse med større projekter, kontakt til udenlandske ambassader, kompetenceudvikling mv.
Dine arbejdsopgaver
Du kan forvente en spændende hverdag i et politisk miljø, hvor du kommer til at indgå i flere forskellige internationale samarbejder.
Dine arbejderopgaver vil bl.a. være, at:
- repræsentere Hjemrejsestyrelsen i internationale møder
- besvare høringer fra andre lande/internationale organisationer
- deltage i tilrettelæggelsen af udenlandske kollegers studiebesøg i styrelsen
Du må forvente en vis rejseaktivitet i forbindelse med stillingen.
Vores ønsker til dig
Du har en relevant akademisk baggrund, fx inden for det samfundsvidenskabelige område, jura eller humaniora.
Derudover forventer vi, at du:
- er flydende på dansk og engelsk; skriftligt og mundtligt
- arbejder selvstændigt, struktureret og er god til at følge op
- har gode sociale kompetencer og samarbejdsevner
- er helhedsorienteret og har internationalt udsyn
- har interesse og respekt for det operationelle arbejde
Vi tilbyder dig
Vi er en lille enhed på i alt fire kolleger, som er gode til at hjælpe og inddrage hinanden i de løbende opgaver, og du vil få fleksible rammer – både i tid og sted – til at tilrettelægge dine opgaver, så du kan få det til at hænge sammen med alle de andre ting, du foretager dig i livet.
Vi har en uformel omgangstone internt, men udadtil lægger vi vægt på at optræde og agere med den fornødne professionalisme og faglighed.
Internationalt kontor holder til i Hjemrejsestyrelsens moderne domicil med direkte udsigt til skoven, og vi kan bl.a. tilbyde massageordning og motionsrum. Du vil få engagerede kolleger med forskellige erfaringer, uddannelser og perspektiver på tværs af styrelsen.
Yderligere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Morten Bo Laursen på telefonnummer 30 65 77 63 eller på e-mail mola@hjemst.dk.
Søg jobbet
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis mv. senest søndag den 10. marts 2024.
Vi forventer at holde samtaler i uge 11.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer og erfaring. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.
Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er Hjemrejsestyrelsen, Birkerød Kongevej 2-4, 3460 Birkerød.
Stillingen er en fast stilling på fuldtid med gennemsnitligt 37 timer om ugen.
Du skal være sikkerhedsgodkendt til ”TJENESTEBRUG” for at arbejde i denne stilling, og kunne opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rudersdal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Hjemrejsestyrelsen, Birkerød Kongevej , 3460 Birkerød
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6001923