Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Birkerød - onsdag den 23. december

Profilbillede
dato

Birkerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Indbrud på konferencecenter

Kgs. Lyngby: Mellem mandag morgen klokken 08.00 og tirsdag klokken 07.00 har der været indbrud på Frederiksdal hotel- og konferencecenter. Tyven har brudt hoveddøren til stedet op, og der er umiddelbart stjålet nogle smykker fra stedet.

Plæneklipper og grilludstyr stjålet

Melby: Fra et udhus på Halmtoften er der klokken 04.15 natten til tirsdag stjålet en plæneklipper samt en gasflaske og et rotisserisæt til en grill. Tyveriet blev anmeldt tirsdag klokken 12.53, og tyven har brudt en hængelås op for at skaffe sig adgang til skuret.

Lamper og porcelæn stjålet

Hornbæk: Ved et indbrud i et fritidshus er der mellem mandag klokken 15.00 og tirsdag klokken 14.00 stjålet designerlamper samt porcelæn. Tyven har brudt en terrassedør op for at komme ind, og indbruddet blev anmeldt tirsdag klokken 14.29.

Kvinde ramt af bil

Helsingør: En 30-årig kvinde fra Helsingør blev tirsdag eftermiddag klokken 16.37 ramt af en bil, som blev ført af en 63-årig mand fra Espergærde, da hun krydsede Prøvestensvej ved fodgængerfeltet. Kvinden pådrog sig overfladiske skader ved uheldet.  

Ramt af heksehyl

Kokkedal: Tirsdag eftermiddag klokken 16.55 blev en 10-årig dreng ramt ved sit ene øje af et heksehyl, som blev kastet efter ham af en gruppe lidt ældre drenge. Den 10-årige kom til alt held ikke til skade. En patrulje kørte rundt i området for at finde gerningsmændene, som dog var forsvundet.

Stjal mobiltelefon

Kgs. Lyngby: En handel med en mobiltelefon endte tirsdag eftermiddag klokken 17.06 i tyveri, da ”køberen” tog telefonen og stak af. Det var en 43-årige kvinde, som havde sat telefonen til salg og efterfølgende truffet aftale med en mand om at, at han ville komme og se telefonen med henblik på køb. Men da betalingen for telefonen var ved at blive gennemført, hev manden pludselig telefonen ud af hånden på den 43-årige kvinde, hvorefter han løb hen til en bil, som holdt i nærheden og kørte fra stedet. Tyveriet skete på Gammel Lundtoftevej og manden beskrives som mellemøstlig af udseende, 25-30 år, 180 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden og med sort hår. Han talte dansk og var iført grå joggingbukser, mørk dunjakke og blåt mundbind.

Tyv med kolde fødder

Helsingør: En 25-årig udenlandsk kvinde blev tirsdag eftermiddag sigtet for butikstyveri, efter hun havde stjålet to par sokker i Kvickly.

Spritbilist standset

Dyssegård: Tirsdag eftermiddag klokken 17.26 blev en 61-årig mand fra Dyssegård standset, da han kom kørende ad Sønderdalen. Her viste en alkometertest, at han var påvirket af spiritus i en grad, som oversteg det tilladte. Manden blev derfor sigtet for spirituskørsel og taget med på politigården, hvor en læge kom og tog en blodprøve på manden for at få klarlagt hans nøjagtige promille.

Skød fyrværkeri efter kvinde

Helsingør: En gruppe drenge fyrede tirsdag aften fyrværkeri af mod en 34-årig kvinde, som klokken 19.05 kom gående med en barnevogn ved tunnelen ved H P Christensens Vej. Til alt held blev kvinden ikke ramt af fyrværkeriet. En patrulje kørte efterfølgende rundt i området i et forsøg på at finde gerningsmændene, dog uden held.

Ild i container

Gilleleje: Klokken 19.41 var der ild i en container på Parkvej. Et vidne så en gruppe unge i nærheden. Gruppen kørte efterfølgende fra stedet i to biler. 

Postkasse sprængt i luften

Hillerød: En postkasse på Skovledet er mellem klokken 20.05 og 20.10 tirsdag aften blevet sprængt i luften, muligvis af et kanonslag.

Joint-rygende unge opdaget

Birkerød: Tre 17-årige unge mænd fra Birkerød blev tirsdag aften klokken 20.56 truffet af en patrulje ved Ravnsnæsvej. Her var de i færd med at ryge en joint og en af de tre blev tillige fundet i besiddelse af en mindre mængde hash. Da ingen af dem var myndige blev deres forældre kontaktet og bedt om at komme til stedet, hvor patruljen tog en bekymringssamtale med hver af de unge og deres forældre. Desuden blev de unge sat til at rydde op, inden de kunne forlade stedet.

Fyrværkeri til fare og ulempe

Nordsjælland: Der har i det forgangne døgn været flere tilfælde af affyring af fyrværkeri til fare og ulempe for andre. I Bymidten i Værløse skød en gruppe unge ved 00.30-tiden fyrværkeri af i vandret retning. De var dog forsvundet fra området, da en patrulje kom frem. På Frederiksborgvej i Farum klokken 23.55 skete der affyring af fyrværkeri. Her traf en patrulje tre unge mænd i alderen 17-18 og registrerede deres generalia. Ved Jollen i Snekkersten skød to grupper omkring klokken 23.10 fyrværkeri mod hinanden. Her traf en patrulje efterfølgende fem unge mænd i alderen 20-23 år og tog en adfærdsregulerende samtale med dem.

Unge skabte dårlig stemning

Helsingør: Tre unge mænd i alderen 18 – 20 år skabte klokken 00.56 natten til onsdag temmelig dårlig stemning i forbindelse med, at politiet var til stede i området omkring Rønnebær Allé og Nørrevej, hvor der blev fyret fyrværkeri af til stor gene for de omkringboende. De tre blev ikke set fyre fyrværkeri af, men da de efter gentagne gange at være blevet bedt om at forlade stedet på grund af deres opførsel i øvrigt, stadig ikke efterkom dette, blev de anholdt og sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen. De blev taget med på politigården og blev løsladt igen ved 06-tiden onsdag morgen.

Mistænkelige mænd med tophuer

Hørsholm: To mænd i mørkt tøj og tophuer vakte klokken 02.20 mistanke hos en borger, som så de to gå rundt og kigge ind ad vinduerne på Opnæsgårdvej. En patrulje kørte ud i området for at se efter mændene, men fandt dem ikke. 

Bilrude knust

Helsingør: En rude i en bil, der holdt på Skydebane Allé er mellem klokken 02.00 og 02.40 blevet knust.

Kørte uden kørekort

Veksø: Natten til onsdag kom en 28-årig kvinde kørende ad Frederikssundvej. Her blev hun klokken 02.50 standset af en patrulje, som kunne konstatere, at kvinden ikke havde noget kørekort, og hun blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

 

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi den 22. - 23. december 2020 (Oversigten kan kun tilgåes via www.politi.dk, vi beklager ulejligheden)

 
Denne artikel er skrevet af Ninna Andersen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi