Birkerød er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri fra personbil, Birkerød
Klokken 07.13 blev det anmeldt, at der imellem onsdag klokken 18.00 og torsdag klokken 07.00 var blevet stjålet instrumentbræt samt den indbyggede GPS fra en VW Passat, imens bilen havde holdt parkeret på Turistvej.
Hærværk, Helsingør
Omkring klokken 11 indløb der tre af hinanden uafhængige anmeldelser om hærværk begået mod biler, der havde holdt parkeret forskellige steder i Vapnagaard. To af bilerne havde fået skåret alle fire dæk op, mens en af bilerne havde fået skåret dækkene i højre side op. Forholdene var sket onsdag formiddag samt natten mellem onsdag og torsdag.
Tricktyveri, Frederiksværk
Klokken 12.36 anmeldte en 52-årig kvinde fra Frederiksværk, at hun onsdag omkring klokken 11.30 var blevet opsøgt af en fremmed kvinde på p-pladsen foran Netto på Nørregade. Den fremmede kvinde havde et clipboard i hånden med et papir på, der omhandlede en donation til ”Center for døve og handicappede børn”, hvor der i forvejen var nogle underskrifter på. Den 52-årige ønskede at donere 200 kroner til indsamlingen, men da den 52-årige ikke havde andre pengesedler på sig end en tusindekroneseddel, gav hun denne til den fremmede kvinde, som ville gå i Netto for at få den vekslet. Den fremmede kvinde gik herefter ind i Netto, men den 52-årige så ikke kvinden komme ud igen, på trods af at hun ventede i en rum tid.
Kørsel uden førerret, Frederiksværk
Klokken 13.00 blev en 20-årig mandlig bilist fra Greve standset og kontrolleret på Hillerødvej. Her viste det sig, at manden ikke besad retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret.
Brandstiftelse, Gilleleje
Klokken 13.41 blev det anmeldt, at der onsdag imellem klokken 19.30 og klokken 20.45 var blevet sat ild til en toiletrulle med mere på det offentlige toilet på Gilleleje Havn, hvilket havde efterladt både sod og afbrændingsmærker på fliserne. Ifølge videoovervågningen kunne der ses en del unge mennesker rende ind og ud af toilettet i den pågældende periode, og denne videoovervågning bliver nu overdraget til Nordsjællands Politi.
Lovgivning om euforiserende stoffer, Frederikssund
Klokken 14.06 blev en 25-årig mand fra Ølstykke visiteret på Sydkajen. På hans person blev der fundet en mindre mængde hash, hvorfor han blev sigtet for forholdet.
Bil blev konfiskeret i færdselsindsats
Birkerød: Ved en færdselsindsats i området ved Bistrupvej blev i alt 16 køretøjer standset torsdag mellem klokken 16.19 og 18.01. Heraf blev en blist sigtet for kørsel i frakendelsestiden og fik sin bil konfiskeret mens en anden bilist blev sigtet for kørsel uden førerret.
Unge blev bortvist
Birkerød: Torsdag eftermiddag klokken 18.22 blev en mindre gruppe unge bortvist fra en opgang på Stiholmsvej, hvor de havde taget ophold, hvilket gjorde beboerne og øvrige forbipasserende utrygge.
Truede ung kvinde
Hillerød: En 17-årig ung mand fra København blev torsdag aften klokken 19.04 anholdt og sigtet for trusler på livet samt overtrædelse af kniv- og våbenloven. Den unge mand havde kort forinden på Hillerød Station truet en 15-årig ung kvinde med at stikke hende ned. Den unge kvinde løb fra stedet og kontaktede politiet, der kørte ud og anholdt manden. Han blev i øvrigt også blev sigtet for at overtræde Retsplejeloven, da han i første omgang nægtede at opgive sit navn til politiet.
Ung mand overfaldet
Gilleleje: Torsdag aften klokken 21.02 blev en 19-årig ung mand overfaldet ved Gilleleje Station. Den unge mand blev tildelt en skalle, så han faldt omkuld og blev efterfølgende sparket og trampet på af to personer. På baggrund af oplysninger i sagen har politiet en formodning om, hvem gerningsmændene er.
Afmonterede vindue til skole
Helsingør: En eller flere ukendte gerningsmænd afmonterede torsdag aften omkring klokken 21.37 et vindue på Bregnehøj Skole, hvorefter de gik ind på skolen. Det er ikke opgjort, om der er stjålet noget.
Mænd stak af fra indbrud
Klampenborg: Tre mænd blev torsdag aften set køre væk fra en villa på Schimmelmannsvej i forbindelse med et indbrud klokken 22.54, hvor der blev stjålet en designerlampe samt en daybed. De tre mænd beskrives som danske og slanke af bygning og kørte i en stationcar. En patrulje kørte umiddelbart efter rundt i området for at lede efter mændene, dog uden at finde dem.
Hærværk mod stenhuggeri
Holte: Klokken 23.17 blev det anmeldt, at to personer var blevet set kaste en ukendt genstand gennem ruden til et stenhuggeri på Søllerødvej. Herefter løb de to personer fra stedet i retning mod en nærliggende tennisklub.
Sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer
Hellerup: Da en patrulje klokken 00.52 kom forbi en parkeringsplads på Bernstorffsvej, åbnede en ung man døren til den bil, han sad i, hvorefter han smed en bakke med skunk ud på jorden. Patruljen henvende sig derfor til manden, en 18-årig fra Klampenborg, og sigtede ham for besiddelse af euforiserende stoffer.
Forsøgte at løbe fra politiet
Klokken 02.46 kom en patrulje kørende på Brøndgravervej, da en mand standsede sit køretøj og løb væk fra stedet. Med patruljehunde blev der søgt efter manden, som hurtigt blev fundet i nærheden. Der var tale om en 35-årig mand fra Hundested, og patruljen vurderede, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev derudover sigtet for at køre bil, selvom han havde mistet førerretten, for besiddelse af euforiserende stoffer samt for besiddelse af flere kanonslag. Der afventes nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.
Nummerplader stjålet
Jægerspris: Klokken 03.18 blev der anmeldt, at døren til en bil, som holdt parkeret på Møllehegnet var blevet brudt op, at nummerpladerne til bilen var væk. En lav spinkel ung mand iført sort og sort hættetrøje blev set løbe fra stedet. En patrulje befandt sig i forvejen i området og runderede derfor efter manden, som det dog ikke lykkedes at finde.
Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjælland Politi 28. - 29. januar 2021